Skateboard

Bliv en del af skateboarduniverset

På Billeshave Efterskoles skatelinje arbejder vi med alt, der har med skateboardkulturen at gøre, både på og udenfor skolen. Skating er en livsstil – og den får du et indblik i her.

Vi skater street, bowl, park, trapper, whatever! You name it – og vi gør det!

Vi ser også skatefilm, lærer om skateboardhistorie og kultur, laver videoklips, bygger obstacles og tager på de fedeste linjeture rundt i Danmark og Nordeuropa. Vi deltager i større skateboard-events i dansk skateboarding, når det er muligt.

Nybegynder eller ekspert

På vores skatelinje kan du være med – uanset niveau. Om du lige er begyndt eller er en af eksperterne, så er skateboarding på Billeshave for alle. Om du er dreng eller pige, spiller ingen rolle. Ét er sikkert: Vi sørger for, at du bliver udfordret ud fra dit niveau, og vi vil gerne være med til at rykke dine grænser og give dig mere viden omkring skateboarding.

Du vil hurtigt finde ud af, at selvom skating kan virke som en individuel sport, kommer man tit længere, hvis man kan samarbejde og hjælpe hinanden – både til konkurrencer og i hverdagen.

Hvad laver vi på skatelinjen?

Hos os har du skateboarding tre eftermiddage om ugen, hvor vi blandt andet arbejder med længerevarende projekter, koncentrerer os om at blive bedre til at skate og tager på ture på linjedage.

Uden for linje-undervisningen kan du og de andre elever selvfølgelig bruge al den tid, I har lyst, på at give den gas i skolens egen udendørs beton-skatepark. Du kan også skate i vores indendørs multihal i fritiden, når den ikke bruges til anden undervisning mm.

Undervisningen er tilrettelagt sådan, at alle bliver udfordret på deres niveau og kreativitet, og man har forskellige forløb gennem skoleåret. Vi har 3 erfarne og uddannet undervisere: Jeff Mogensen, Victor Jonas Møller og Joachim Larsen, som samlet har over 50 års erfaring på brættet.

Fede skatefaciliteter

Vi har vores egen udendørs beton-skatepark – med ramper, boxes, hip og rails. Indendørs er hallen designet så man kan køre mange af gangen og i alle forskellige niveauer. Vi har obstacles i forskellige højder og alt er flytbart, så mulighederne er uendelige.