Uddannelsesvejledning

Hvad vil du være?

Måske har du allerede besluttet dig for, hvilken ungdomsuddannelse du vil tage? Måske har du overhovedet ingen anelse? I begge tilfælde vil vi gerne udfordre dig.

Billeshaves erhvervsvejledere holder oplæg om de mange muligheder og inviterer tidligere elever forbi, så de kan fortælle om deres indtryk af de forskellige ungdomsuddannelser. Vi har typisk også besøg fra både en erhvervs- og en videregående uddannelse.

Er der stor interesse for bestemte uddannelser, spørger vi forældrene, om de kan hjælpe med et foredrag eller en workshop. Oftest har vi nemlig kompetencerne i forældregruppen.

Brobygning, OSO og projektopgave

10. klasse skal i brobygning på flere ungdomsuddannelser i skolens lokalområde. Oftest kan elevernes ønske til uddannelsesinstitutioner imødekommes, men enkelte har begrænsede antal pladser.

Der skal også skrives OSO-opgave (Obligatorisk Selvvalgt Opgave). OSO-opgaven skal handle om et muligt kommende erhvervsvalg. Opgaven afsluttes med fremlæggelse, karakter og udtalelse til eksamensbeviset.

Vejledning og optagelse.dk

På Billeshave har alle mulighed for individuelle vejledningssamtaler. Nogle har en enkelt. Andre har mange.

Vi støtter eleverne hele vejen gennem processen. Lige fra uddannelsesparatheds-vurdering til digital ansøgning af ungdomsuddannelse på optagelse.dk. Den endelige ansøgning skal godkendes af forældrene. Her hjælper vi også gerne, hvis formalia driller.