Gastrolinjen

Gastro

Interesserer du dig for at lave mad? Er du nysgerrig og parat til at udfordre dig selv i et køkken? Overvejer du at uddanne dig til kok i fremtiden? Så er Gastrolinjen på Billeshave Efterskole noget for dig!

På vores Gastrolinje lærer du grundprincipperne i at lave mad. Du bliver klædt på til at håndtere køkkenhygiejnen rigtigt, du bliver klogere på de forskellige madvarer, og du får værktøjer til at sammensætte råvarer, menuer og selv købe ind til og lave dem.

Når vi har grundprincipperne i madlavning på plads, skal vi selvfølgelig lave en masse mad! I løbet af året snuser vi til mange forskellige discipliner. Det kan fx være bagning, dessertkøkken og molekyrlærgastronomi. Vi leger, smager, udforsker og dufter.

Undervisningen og madlavningen foregår i Strib Skoles køkken, hvor der er gode og moderne faciliteter med alt hvad en koks hjerte kan begære.

Som regel ruller hverdagen med almindelig undervisning og madlavning – men nogle gange sætter vi alt til side og starter det helt store, professionelle køkken op – fuldstændigt ligesom ude i det virkelige liv. Vi laver årets påskefrokost til hele skolen, vi laver mad til skolebestyrelsens møder – og nogle gange åbner vi en pop-up restaurant, hvor vi sælger mad til diverse arrangementer.

Vil du arbejde med madlavning i fremtiden?

På gastrolinjen får du de nødvendige færdigheder og en undervisning, som ruster dig til en fremtidig uddannelse som kok. Vi arbejder med skarpe deadlines – ligesom i real life – og går ikke på kompromis med æstetikken og den gode kvalitet.

Vi vil udfordre dig, give dig selvtillid, og ikke mindst får du lov til at arbejde selvstændigt med selvvalgte eller bundne opgaver. Her er det dig, der kommer med dine ønsker og forudsætninger for, hvad du vil!

I slutningen af året får du en selvvalgt opgave, du skal lave, hvor du vil blive bedømt af linjefagets professionelle kok.

Underviser

I vores køkken vil du møde vores professionelle og meget dygtige kok, der brænder for at lave mad og for at lære dig om alt inden for kokkefaget – lige fra de rutineprægede opgaver til den finere madkunst.

Mona blev uddannet som kok i 1995, og siden da er det ikke småting, hun har beskæftiget sig med. Hun har blandt andet arbejdet som køkkenchef i det private erhvervsliv og souschef hos Næsbyhoved Skov i Odense.

I 8 år var det dog de kendte og kongelige, der nød godt af Monas lækre menuer. Her arbejdede hun nemlig som privatkok for familien Stadil, som blandt andet er kendt som ejere af Hummel-koncernen og mange andre store foretagender.

Tag et år på gastrolinjen

Kan du lide at lave mad? Vil du gerne lære endnu mere, og er du indstillet på at være teamplayer? Så kom og vær med. Gastrolinjen er for dig, der hylder den gode madoplevelse – for alle sanserne!