Udlandsrejser

Vi rejser ud i verden - skal du med?

Hvert år tager vi eleverne med på to ture ud i Europa. Det kan være i Skandinavien eller andre steder i Europa. Både sommerturen og vinterturen er inkluderet i prisen.

Sommerturen

I starten af september går turen til et sted i Europa. Det kunne være til Krakow, Berlin eller Innsbruck. Her får vi rystet kontaktgrupperne rigtigt godt sammen.

Hvis destinationen har muligheden, bruger vi som regel også en dag eller to på linjeaktiviteter. Og så er det selvfølgelig en skoletur. Derfor skal vi fordybe os i det historiske, sociale og kulturelle i det område, vi besøger. Turen tematiseres i undervisningen hjemme på skolen og er ofte en del af eksamen i de forskellige fag.

Vinterturen

I februar tager vi på skitur i Norden. Eleverne bor i hytter og står selv for indkøb og madlavning.

Inden turen skal der udarbejdes budget og madplan som en del af undervisningen. En skitur giver motion, fællesskab og sammenhold. Og frygt ikke. Hvis du ikke kan stå på ski, vil lærerne frygteligt gerne prøve at lære dig det. Et snowboard klarer vi også.

I forbindelse med Cambridge-undervisningen arrangeres der også forskellige udlandsture. Disse er ikke inkluderet i prisen for efterskoleopholdet.